Boulderbevis
Processen mod beviset
Boulderbeviset retter sig mod personer uden eller med lidt klatreerfaring. Forløbet fokuserer dels på at udvikle deltagernes egne boulderkompetencer og dels på at give deltagerne kompetencer til selv at kunne facilitere undervisning af forskellige målgrupper. Kurset giver undervisningskompetence i bouldering på kunstige klatrevægge samt klipper og undervejs arbejdes der med basale bevægelsesteknikker, klatrelege og sikkerhedsmæssige aspekter inden for klatring. Undervisningen foregår i indendørs bouldercentre i Danmark og afsluttes med en rejse til Fontainebleau i Frankrig. Undervisningen varetages af kompetente undervisere.
Hvad lærer du?
I forløbet lærer du at planlægge og gennemføre opvarmning og undervisning med udgangspunkt i forskellige fagrelevante tematikker. Kurset sigter mod at udvide deltagernes aktivitets- og øvelsesrepertoire inden for bouldering. I kurset lærer du om basale boulderingteknikker og du lærer at forholde dig til sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse undervisning af forskellige målgrupper.

Hvordan kan du bruge det?
Boulderbeviset er oplagt, hvis du ønsker at arbejde med deltagere der skal prøve kræfter med bouldering for første gang. Det kunne eksempelvis være i forskellige daginstitutionstilbud, i grundskoleklasser eller inden for efter- og højskoleverdenen.