Paul Petersens Idrætsinstitut

Fag - X-Outdoor

Fagene som er vist for henholdsvis Idrætslinien og Friluftslinien er alle obligatoriske og supplerer hinanden. Fællesfagene er ligeledes obligatoriske for hhv. Idræts- og Friluftslinien. Det betyder, at alle idrætsstuderende har samtlige beskrevne idrætsfag på Idrætslinien og alle friluftsstuderende har samtlige beskrevne friluftsfag på Friluftslinien. 

Anatomi

Faget Anatomi har fokus på bevægeapparatets anatomi. Kroppens funktionalitet er det centrale, og derfor vil faget indgå i et tæt samarbejde med faget Outdoor Functional Movement & Parkour, så det teoretiske felt direkte bliver afprøvet i praksis. Der vil indgå tværfaglige elementer med bl.a. faget Løb, Trail & OCR. Herved lærer den studerende at analysere forskellige bevægelsesmønstre og de arbejdskrav, der stilles til kroppen – både på et teoretisk og et praktisk niveau.

Bold X-Outdoor

Boldfaget på x-outdoor retningen har fokus på det selvorganiserede boldspil. Varianter af eksisterende boldspil som basketball eller volleyball afprøves udendørs og struktureres efter vind, vejr og øvrige forhold. Faget giver et indblik i streetkulturen og det strukturerede kaos som eksisterer omkring disse boldspil.

Event & Projektstyring

Faget skal give de studerende kendskab til og erfaring med grundlæggende projektstyringsværktøjer, indsigt i projektverdenen med fokus på idræts- og friluftsrelaterede projekter samt erfaring med at udvikle og kvalificere en projektidé. Faget er bygget op omkring de studerendes egne projekter samt forskellige cases, der udgør grundlaget for at anvende og reflektere over fagets indhold.

Fysiologi

I Fysiologi skal den studerende erhverve sig indsigt, viden og forståelse inden for kroppens almene fysiologi og arbejdsfysiologi.

Førstehjælp

Formålet er, at den studerende skal kunne udøve livsgivende førstehjælp. Kurset bliver afviklet under de gældende retningslinjer for et 6 timers (12 timer for Friluftslinien) Grundkursus i Førstehjælp.

Klatring

Klatring er et vigtigt element indenfor en bred forståelse af bevægelse. Vi er skabt til at bevæge os: til at klatre, kravle, hoppe, løfte, hænge og kaste. Bevægelse er fysisk, men også mentalt. Uden bevægelse går livet I stå. Bevægelse hjælper med at stilne sindet. ’En svag krop giver et svagt sind’. Klatring vil blive brugt som et redskab til at tilgå fysisk styrke og teknik, samt mentale forhindringer og barrierer i vores indre som bliver evidente igennem denne bevægelsespraksis.

Kommunikation & Undervisning

Faget Kommunikation & Undervisning har fokus på formidlingen af idræt, bevægelse og friluftsliv. Her lærer den studerende om forskellige undervisningsformer, om hvordan man opbygger undervisningen, og om hvordan man som underviser og vejleder fungerer som person. Det gennemgående tema for undervisningen er, at den studerende selv får lov at undervise, vejlede og modtage feedback på sin undervisning.

Livredning

Livredning skal bidrage til, at de studerende lærer at tænke sikkerhedsaspekter ind i deres kommende virke som vejledere og undervisere. Ydermere skal livredning tvinge den friluftsstuderende til at tænke sikkerhed ind i turplanlægning/opgaveløsning og indholdet kobles med fag som Kano og Kajak. For idrætsstuderende kobles livredning og sikkerhedsovervejelser med svømmeaktiviter.

Løb, Trail & OCR

Faget Løb, Trail & OCR indeholder både praktiske og teoretiske moduler. De praktiske moduler har til formål at efterprøve og træne den viden, som de teoretiske moduler præsenterer. En del af undervisningen vil finde sted i naturen omkring og i KBH. De studerende vil stifte bekendtskab trail løb samt OCR løbetræning. Den teoretiske del udgøres af bl.a. træningslære, løbeteknik, fysiologi og motivation. Fagets teoretiske del vil naturligt indeholde tværfaglige elementer fra fagene Fysiologi, Anatomi, Outdoor Functional Movement & Parkour og Personlig træning.

Mountainbike

Centralt i faget Mountainbike er den studerendes egenfærdighed og den studerendes formidlingskompetence. Herudover vil faget give den studerende et indblik i mountainbiken som et træningsredskab såvel som et legetøj.

Outdoor Functional Movement & Parkour

I Outdoor Functional Movement & Parkour bliver den studerende introduceret til en bred vifte af bevægelsesformer og teoretiske emner. Størstedelen af faget vil være rettet mod certificeringen til Personlig Træner. Outdoor Functional Movement & Parkour tager udgangspunkt i udendørs funktionel bevægelsestræning og den praktiske del af faget vil derfor indeholde emner som gymnastisk styrketræning, mobilitet og parkour. I Outdoor Functional Movement & Parkour bredes forståelsen af træning ud på flere områder og der arbejdes derfor både med elementer som styrke, udholdenhed, koordination, balance og mobilitet.

Personlig træner

I faget inddrages en række emner og aktiviteter, der har relevans for uddannelsen til formidler og personlig træner. Faget introducerer den studerende til de mange forskellige problemstillinger og udfordringer, der knytter sig til rollen som personlig træner og giver mulighed for refleksion over egen faglighed, personlige- og relationelle kompetencer, livsstil og sundhed. Arbejdet med de forskellige områder foregår i en vekslen mellem fordybelse og overblik, og faget rummer mulighed for at udforske emner, aktiviteter eller uddannelsesrelevante dilemmaer, som er relateret til personlig træning. Med dette fag bliver du certificeret personlig træner og optaget i det Europæiske EREPS register.

Surf

I faget surf er hav og bølger rammen for læring. Hovedfokus ligger på surfing tilgængeligt på sjæland og den studerende introduceres for surfing på board. Legen i bølgerne åbner op for fordybelse i teknikken i både kajakken og på boardet. Teknik, balance og udholdenhed er essentielt for at opleve succesoplevelser inden for surfing og faget kræver desuden en god portion viljestyrke til at give den et ekstra forsøg i det kolde vand. Hårdt arbejde betaler sig her. Undervejs i forløbet besøges surfdestinationer som Klitmøller og det sydlige Europa.

Svømning / Havsvømning

I faget havsvømning lærer den studerende at færdes i havvand. Faget forløber over 4 måneder i efteråret hvoraf 2 måneder foregår i havet. I November/December rykkes undervisningen ind i svømmehallen.

Udvikling & Samarbejde

Målet med faget er at give den studerende redskaber til personlig udvikling samt styrke de mekanismer der forbedrer samarbejdet mellem de studerende og gruppedynamikken generelt. Således vil den studerende opnå kendskab til målsætningsstrategier, positiv psykologi, grupperoller, ledelse og samarbejde.

Yoga

Yogaforløbets omdrejningspunkt er en blanding mellem yoga i praksis og yoga gennem teori, refleksion og formidling. Den studerendes egenfærdighed og kendskab til en omfattende yogapraksis er i fokus og den studerende får et indblik i yogaens og meditationens store verden gennem grundlæggende øvelser og teknikker og gennemgår 100 timers yogaundervisning.